Richard Hawley

Velkommen til Richard Hawleys tidslomme – kom ind og snup en kinddans

Sådan set er det kun passende, at Richard Hawleys Lady’s Bridge er den ene af kun to lp’er, undertegnede har fået til anmeldelse de sidste ti år. For den udenforstående vil crooner-balladerne på Hawleys fjerde soloalbum nemlig virke lige så bedagede som den knitrende lyd af en pick-up, der rammer sort vinyl. Men kendere vil vide, at den klassiske genre har markante fortalere den dag i dag – akkurat som lp’en, i øvrigt – og at den i f.eks. Scott Walkers hænder kan være både kunstnerisk vægtig og progressiv. Omgivet af varmt organiske strygere, akustisk guitar og romantisk piano crooner Hawley henført om kærligheden – primært den ulykkelige – og om storbyens skæve skæbner. Tonen er langt fra Walkers højtidelige patos, men rummer en modenhed, der giver sangene pondus. Trods fortiden som guitarist i Longpigs er Hawleys silkebløde stemme som skabt til det dybe croon, og der er ingen falske toner på Lady’s Bridge. Det er heldigvis et album, der tager sig selv og sin genre seriøst – og aldrig forfalder til hverken ironi eller anakronismer.
Af Erik Barkman